Nørre Aaby Krolfklub

Krolfreglerne

De korte regler

De korte krolfregler går i al enkelhed ud på at få kuglen i hul på færrest antal slag.

Alle spillere er på banen samtidig. Først slår spiller 1 ét slag, dernæst spiller 2, spiller 3 osv. Rækkefølgen bibeholdes hele tiden.

Man tildeles 1 straffeslag, hvis man slår for tidligt eller til en forkert kugle, og alle implicerede kugler flyttes tilbage.

Man må ikke flytte flag eller andre forhindringer, hvorimod nedfaldne blade, grene og lignende godt må fjernes, uden at kuglen flytter sig.

Hvis man direkte fra startstedet slår sin kugle i hul, er det en hole-in-one, og den tæller 0 slag. Hvis man har slået sin kugle hen i nærheden af hullet på 1 slag og så bliver hjulpet i hul af andre, er det ikke en hole-in-one og tæller derfor som 1 slag.

Hvis kuglen ligger så den ikke kan spilles, må man tage den 15 cm væk fra forhindringen, men det, at flytte kuglen, betragtes som 1 slag.

Hvis kuglen ryger helt ud af banen, ind i et bed, i en sø eller andre steder, hvor den skal flyttes ind på banen igen, koster det 1 slag at gøre dette. Kuglen flyttes den kortest mulige vej ind på banen. Det koster ikke 1 slag, hvis andre har skubbet éns kugle ud af banen.

Dansk Krolf Union